Delprotese

Mangler du en eller flere naturlige tænder, kan de erstattes af en delprotese. Den holdes som regel fast ved hjælp af bøjler på de sunde naturlige tænder og sikrer fuld tyggefunktion. Der findes forskellige typer delproteser:

En unitor delprotese fremstilles på et metalstel, hvorpå protesetænderne er monteret. En unitor er meget stærk og fylder ikke meget i munden. Denne type er en god løsning til patienter, der har flere sunde og stærke tænder.

Akryl delprotesen har samme funktion som unitor delprotesen, men er ikke så stærk og fylder mere i munden. Akryl delprotesen bruges ofte som en midlertidig løsning.

Fleksibel delprotese er en ny og moderne protesetype, som fremstilles af vinyl. Den fleksible delprotese fremstilles uden stålbøjler og giver et bedre kosmetisk resultat. Protesen er fleksibel og meget brudstærk.

Delproteser kan også fremstilles med implantater, så man undgår synlige bøjler og derved opnår et bedre kosmetisk resultat.